Et godt samarbejde mellem skole og hjem på BU1
Undervisningen tager udgangspunkt i barnets faglige niveau, interesser og almene tilstand.

Kære skoleelev
Når du er indlagt på BU1 i længere tid eller ofte kommer til behandling, skal du gå i vores lille skole sammen med de andre skolebørn. Vi aftaler med dig og dine lærere hvad vi skal arbejde med. Hvis ikke du kan komme i skolestuen, kan vi komme ind på dit værelse. Det er dagsformen der tæller. Nogle dage kan du være længe i skole, andre dage orker du måske bare at komme kort tid. Vi har også et lille skolebibliotek hvor du kan låne bøger.
Du kan se skolens åbningstider ved døren til skolestuen.
I skolen kan du:
- Lære nye ting
- Lave lektier
- Forberede dig til afgangsprøverne
- Hygge dig med de andre og være dig selv
- Spille spil
- Skrive breve eller mails til din klasse
- Lave din egen lille bog med digitale billeder
- Være elev og ikke patient
- Være kreativ
- Deltage i festlige arrangementer
Husk din skoletaske :-)
Kære forældre
Barnet er omfattet af den almindelige undervisningspligt, og har krav på hjemmeundervisning, hvis barnet ikke må eller kan komme i skole en længere periode.
Efter aftale med jer samarbejder vi med hjemskolen om:
- Kontakten til skoleledelse og kontaktlærer
- Løbende kontakt til barnets kontaktlærer
- Invitation til netværksmøde, hvis I ønsker det
- Etablering af hjemmeundervisning
- Hvordan kommer barnet bedst tilbage til klassen efter endt behandling
Inden barnet møder i vores skole, tager vi en snak om barnets skolegang og de udfordringer der kan være gennem et behandlingsforløb. Undervisningen tager udgangspunkt i barnets faglige niveau, interesser og almene tilstand. Det handler altså ikke om barnet har lyst til at komme i skole, men om det kan.
Vi glæder os til et godt forældresamarbejde, og er altid klar til en snak om stort og småt.