Skolen er tilknyttet Børne- og Ungdomspsykiatrisk afsnit på Psykiatrisk Hospital Skejby.  

Skolens opgave er at undervise de børn, der er indlagt på hospitalet. Undervisningen er en vigtig og integreret del af den børnepsykiatriske undersøgelse og behandling.   

Formålet med undervisningen er:  

  • At eleverne i videst muligt omfang bevarer og udvikler deres initiativlyst til det at gå i skole. 
  • At afklare hvilke pædagogiske strategier, der kan anvendes for at sikre elevernes fortsatte faglige, sociale og emotionelle udvikling. 
  • At øge elevens mulighed for med udbytte at indgå i et fremtidigt skoletilbud.  

Arbejdet med børnene sker i et tæt tværfagligt samarbejde i det børnepsykiatriske team. Lærerne deltager i møder og konferencer om den enkelte elev. På konferencerne fastlægger læger, psykologer og lærere den behandlingsmæssige og pædagogiske indsats i forhold til eleven. Læreren udarbejder på baggrund af sin undervisning og observation en skoleudtalelse, der beskriver eleven fagligt, socialt og emotionelt, samt angiver hvilke pædagogiske strategier, der med fordel kan anvendes.  

Et forløb i skolen under indlæggelse kan se således ud:  

  • Barnet indskrives i skolen ved indlæggelsens start. Hvis det er muligt, startes skolegangen op med det samme.  
  • Lærerne på skolen tilrettelægger en undervisning, som tilgodeser det enkelte barn. Både i forhold til indholdet og varigheden af skoledagen.  
  • Der tages, med forældrenes samtykke, kontakt til hjemskolen, for yderligere afklaring af barnets skolesituation 
  • Hen mod udskrivelsesdatoen kontaktes hjemskolen igen, med henblik på en overlevering af vores observationer og anbefalinger.  
  • Efter udskrivning tager vi gerne ud på vejledningen, hvis hjemskolen ønsker det.  

Undervisningen:  

  • Undervisningen foregår på små hold, der er sammensat af børn på forskellige klassetrin. 
  • Undervisningen er individuelt tilrettelagt, og tager udgangspunkt i den enkelte elev.  
  • Der er mulighed for daglige sociale aktiviteter i form af spil eller andre former for samvær.  
  • Såfremt eleven ikke er i stand til at komme i skole, kan læreren, i den udstrækning det er påkrævet og muligt, undervise eleven på afdelingen.